Skoledagen på Børnesporet Faster-Astrup Skole
Morgensang
Vi har fælles morgensang hver mandag og fredag. Vi synger typisk 2 sange, beder fadervor og derudover optræder klasserne optræder skiftevis med sange og melodier, som de har lært i musiktimerne.
Mentor-makker-ordning
Hver fredag i 1. time har vi en mentor-makker-time, hvor eleverne er blandet på kryds og tværs af årgange til både læsning og aktiviteter. Mentor-makker ordningen er et pædagogisk initiativ, der fokuserer på at skabe tryghed og fællesskab ved at lade ældre elever fungere som mentorer for yngre børn. Denne indsats styrker i høj grad relationer og trivsel i hverdagen.
Læse-tanter og onkler
Læsetanter og -onkler fungerer som frivillige læsemakker, der støtter elevernes læseglæde og trivsel. De bidrager med tid til at lytte, tale med børnene og læse med dem, hvilket styrker elevernes faglige læsning, læsehastighed og dialogiske læsning.

Undervisningen
Undervisningen i fagene består både af boglige og praktiske elementer. Vi tænker bevægelse ind i fagene, således at eleverne oplever en varieret og spændende hverdag. Vi vægter de praktiske/musiske/kreative fag lige så højt som de boglige. Undervisningen foregår med moderne læremidler; både analoge og digitale. Alle elever får en PC stillet til rådighed, og vi har interaktive tavler, projektorer og Ipads som kan bruges i undervisningen.
Udeskole
Vi blev i 2022 certificeret DGI-udeskole. I udeskolen flyttes undervisningen ud i naturen og nærmiljøet, når det giver mening. Udeskolen styrker elevernes trivsel, motivation og motorik.
Frikvartererne
Frikvartererne holdes udendørs året rundt, enten på legepladsen, multibanen, boldbanerne eller i vores andre naturrige omgivelser. Eleverne lærer på skift at igangsætte aktiviteter for resten af eleverne. I de mindste klasser sørger klasselæreren for, at der periodevis oprettes legegrupper.